1 (1).jpg
2 (2).jpg
4.jpg
5.jpg
 
 
 
   
 
 
         
 
 
 

Præsternes klumme

 

 

Den ældre fynske opvækkelse

af J. Johansen, præst i Svanninge, 1897

 

Første kapitel

 

Ved den tid, da folkene i Europa havde begyndt at besinde sig lidt ovenpå al den blodsudgydelse og ødelæggelse, som den franske revolution og napoleons krige havde medført, sporedes der på flere steder en hjertelig trang til at søge tilbage til fædrenes enfoldige barnetro. Reformationens hundredeårsfest i 1817 kan vistnok i den henseende betegnes som et vendepunkt, om det end tog tid, inden det i videre kredse blev kendt, hvad der i stilhed begyndte at dæmre.

 

I byen Kerteminde levede ved den tid en snedkermester Klint og hans hustru, og deres hus blev et af de velsignede små arnesteder, hvor Helligånden i al stilhed havde sit værksted. Det var navnlig medens Klint opholdt sig i Svendborg, at han var bleven vakt, især ved samtaler med en troende skomagersvend, ved navn Ole Henrik Svane. Svane var født i kulsvieregnen i det nordlige Sjælland, havde først lyst til at blive smed, men Herren ville det anderledes. Han kom i skomagerlære i København og rejste derpå som svend på sit håndværk. I udlandet kom han i berøring med troende folk. Der vaktes derved en dyb længsel hos ham efter den Guds fred, som overgår al forstand og bevarer hjerte og tanker i Kristus Jesus.

 

Under denne sin søgen kom han tid efter anden til at gøre bekendtskab med flere gæster, som alle sagde, at deres anskuelse var den rette, men hos dem fandt han ingen fred. I København siftede han bekendtskab med den norske opvækkelsesprædikant Hans Nielsen Hauge, men ham kunne han heller ikke slutte sig til. Omsider fik han Luthers skrifter i hænde, og nu begyndte det at dages i hans hjerte. Dog det følte han levende, at det ikke var hans egen granskning og læsning, som bevirkede dette, men at det var Helligånden, som vejledte og oplod hans øjne og hjerte, alt imens han syslede med bøgerne, ligesom han heller ikke forsømte at holde sig til, hvor der i Guds hus lød en levende røst, og hvor troende samledes til fælles opbyggelse.

 

Andet kapitel

 

I Svendborg hvor han havde opholdt sig længere tid, og som sagt gjorde bekendtskab med Klint, så man skævt til at han holdt forsamling og og der talede et ord, alt som ånden gav ham at tale. Han smilte dog kun ad den vantro verdens spot, når den mente, at han nok på sine gamle dage skulle komme til at fortryde, at han sålede spildte sin tid. Og til de vantro præster havde han et fyndigt ord på rede hånd. Når kongen fattes præster, mente han, så bliver de derefter, men vil Herren kalde dem, så bliver de som de skulle være.

 

Og vist er det, at Svanes gerning i herrens tjeneste vil mindes, når de præster længst er glemte, som troede at turde kaste vrag på den, og hvad Svanes alderdom angår, da glemte Herren ingenlunde sin trofaste tjener på hans gamle dage. Klint, som nu var bisoddende mand i Kerteminde, sendte ham nemlig kærlig bud om at komme derhen og tage ophold i hans hus. Det var ham en sand glæde på den måde at kunne forrente sin gamle kærlighedsgæld, men det blev tillige både for hans hus og for troende venner, en stor bestyrtelse og velsignelse at have denne erfarne troende at støtte sig til.

 

 

 

 

 

 

 
         
 
 
  Hårby Kirke, Algade 89, 5683 Haarby, Tlf. 64 73 10 16    
 
  Uptime-IT ApS