1 (1).jpg
2 (2).jpg
4.jpg
5.jpg
 
 
 
   
 
 
         
 
 
 

Ved ugens begyndelse

 

  

Mandag i august

 

Jeg har sådan et bøvlet sind. Jeg burde nok blive grundigt undersøgt, men det er vi jo så mange, som burde. Jeg har det for eksempel sådan, at selv den smukkeste sommerdag, kan give mig en følelse af vemod. Men omvendt, kan jeg få en stærk følelse af håb og glæde, skønt alt er dystert omkring mig.

 

Jøderne har det ligesådan. Der er glæde i sorg, og sorg i glæde, siger de. Ved et jødisk bryllup, sidder de ældste altid og klynker lidt ved et bord længst væk i hjørnet. De mindes, hvordan det jødiske folk blev drevet i landflygtighed og måte trælle under faroen. Men ved en jødisk begravelse, sidder de samme ældste og klukker ved bordet længst væk i hjørnet, for de mindes også altid, at Herren lovede dem deres eget land, og det nok en dag skal blive godt igen.

 

Jeg bemærker de samme stemningsskift i Jesu taler. Jesus var jo jøde. Vi har, tror jeg, arvet den omskiftelige sindelagsstemning i vores kristendom.

 

Og det er vel slet ikke så forkert. I glædens stund, kan vi jo ikke lade være med at tænke på, at livet er så kort, og at glæden er flygtig. Det hører med til glæden, at den altid ønsker sig mere. Men i ulykkens stund, føler vi også glæde, og det er måske det vigtigste. For vi ved, at noget bedre venter os, og at vi har en far i himlen, som bevæger vort hjerte, med tvivl og med smerte, med lykke og skælvende tak.

 

Vi er en del af et rige, som kun er i sin vorden, som gradvist helliges, frem mod en endnu større glæde. Det havde vi aldrig kunnet sige os selv i denne mærkelige og forvirrende verden, men den mærkelige tømrer fra Galilæa fortalte os det. Det er altså sorg i glæden og glæde i sorgen. Forvirrende, men indlysende nok. 

 

 

 

 
         
 
 
  Hårby Kirke, Algade 89, 5683 Haarby, Tlf. 64 73 10 16