Velkommen til Haarby kirke og Løgismose Kapel

Prædiken til 1.s.e. påske – 11. april

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

I dag hører vi om Thomas, som fandt sin tro. Det er et mærkeligt øjeblik som evangelisten har indfanget der. Et sjældent øjeblik. Øjeblikket, hvor man pludselig finder sin tro. Nogle vil tænke, at det øjeblik har jeg da ikke oplevet endnu, mens andre måske kan huske at det skete, at man pludselig følte at man troede. Andre igen husker ikke, at der har været sådan et øjeblik, men at det måske var en glidende overgang hvis man da ikke på en eller anden måde, bare har været troende altid.

Traditionen har været hård ved Thomas. Man har sagt, at det sandelig også var i sidste øjeblik, at han fandt sin tro, efter at han nu havde vandret rundt med Jesus i så mange år. Hvorfor var det ikke sket noget før? Men jeg kender mange, ja faktisk de fleste, som først opdager en tro i en voksen alder, og jeg har da mere end én gang oplevet, at troen egentlig først fik frit løb, når der var sat en udløbsdato på livet. Jeg tror ikke, at man kan tillade sig at sige, at man for sent finder sin tro. Det er jo bare dejligt, hvis det sker – og så gør vist ikke meget, om det er tidligt eller sent. Når vi håber for hinanden at det sker tidligt, så er det jo fordi der er så meget dejligt forbundet med at have en tro, og det skal man da nyde så længe som muligt, men det betyder vist ikke noget som sådan, at troen er længe om at indfinde sig. Det er jo også vanskeligt overhovedet at finde ud af hvad tro er for noget, så det er da ikke underligt, at man skal godt op i årene før man begynder at tænke i de baner.

Man har også sagt, at det var let for Thomas, fordi han stod ansigt til ansigt med Jesus. Så kunne enhver da tro, sagde man. Men det ved jeg da ikke helt om er sandt. Hvis Jesus stod foran os med sårmærker i hænderne, ville vi da bare uden videre finde vores tro med det samme? Det er jeg egentlig ikke så sikker på. Thomas har gjort forarbejdet og overvejet det i mange år, og nu var tidpunktet der altså for ham, og det kan vare meget længe for mange, før tiden er moden.

Men når snakken falder på det her emne, så sidder mange og tænker ikke så meget på hvornår de fandt troen – eller hvornår troen fandt dem – men mere på alle de ting, som til stadighed er en udfordring for dem, for at kunne sige, at de egentlig føler at de tror.

For det er jo ikke så enkelt, at sige eller at mene at man tror, hvis man nu føler, at der er nogle forhindringer. Så kan stykket om Thomas være både smukt og skønt, men hvis man nu selv går og kæmper med troen, så er det jo næsten bare salt i såret, at høre om en der fandt sin tro. Bare det dog var mig, kan man tænke.

Det vil jeg godt lige sige lidt om.

Hvis man gerne vil tænke lidt over hvad man tror, og prøve det lidt af på kirkens bekendelsesskrifter og se hvor man egentlig står, så er det en god ide, at printe trosbekendelsen ud, sætte den op i et lidt større format end det som står i salmebogen, for det er jo ikke til at se, hvis man ikke har gode læsebriller. Print trosbekendelsen ud, og læg den foran dig, og tag sætning for sætning, for nu handler det om på en positiv måde, at lære lidt om sin egen tro. Det handler jo om at finde ud af hvad man tror, og ikke så meget om at finde ud af, hvad man ikke tror. Det skal være et positivt projekt.

Måske er det en ide, at når man læser ned igennem trosbekendelsen, så sætter man lige en streg under de ting som man føler at man faktisk tror på. Det kan jo være at der står: - undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria. Så læser man den sætning, og ved ikke helt om man tør understrege at jomfru Maria skulle være blevet med barn ved at Helligånden overskyggede hende, men næste sætning er måske bedre, at Jesus blev født af jomfru Maria. Miraklet julenat, i Bethlehem, det sætter man måske en streg under. Det tror vi. Og sådan arbejder man sig frem i trosbekendelsen og opdager, at man faktisk sætter mange streger. Men der også steder hvor man ikke understreger. Og det er jo noget af det vi tænker over, når vi hører, at Thomas fandt sin tro. Vi tænker: - jamen hvad med alle de steder, som vi ikke sætter en streg under. Tror vi så ikke godt nok, når vi ikke kan understrege det alt sammen?

Jeg har selv et problem i trosbekendelsen. Og jeg skal fortælle jer hvad jeg gør ved det, for at jeg alligevel kan understrege det som noget jeg tror på.

Se, jeg har intet problem med at tro på en Gud i himlen. Intet er mig mere naturligt, og jeg understreger med det samme Gud som himlens og jordens skaber. Men når der i begyndelsen står om djævelen, så er det mig altså komplet umuligt at forestille mig en djævel nede under jorden. Jeg tænker, at der må mangle et par brikker i puslespillet for mig. Der er noget der bare ikke er sat rigtigt sammen, for jeg kan ikke se ham for mig, som jeg kan se Gud for mig. Hvad skal jeg så gøre ved det problem? Hvordan kan jeg stå og fremsige trosbekendelsen, når jeg har et punkt som volder mig problemer?

Ja jeg har en metode i mit trossystem, som hedder, at jeg har en lille kasse hvorpå jeg har skrevet: - "heri lægger jeg alle de ting som jeg ikke fatter, men som jeg selvfølgelig ikke afviser, for hvordan skulle jeg kunne det, jeg er jo kun et menneske, og forstår kun så lidt".

Ting kan sagtens være virkelige uden at jeg fatter dem, og nogle ting må jeg lægge hen i den kasse.

Det er også tro, at have sådan en kasse. For mig er det djævelen som er et problem at forstå. Og jeg kan jo se, at traditionen har haft mere end svært ved at forstå det, ligesom jeg. For deres forklaringer på hvad djævelen er, er jo de rene bortforklaringer. Og det kan jeg ikke bruge til noget. Så hellere lægge det ned i kassen over uforståelige ting. F.eks. har man sagt, at det onde er allevegne iblandt os. Det er det sikkert nok, men der står, at djævelen tog Jesus med op på bjerget – og det tyder da på, at djævelen havde en vis fysisk form. Man har også sagt, at det onde sidder inde i os, som sådan en indre djævel. Men når Jesus stod på bjerget og sagde til djævelen: - vig bag mig satan, så ville han jo at opfatte som en skizofren, hvis det bare var en indre stemme han talte til. Bibelen fremstiller djævelen som noget konkret og fysisk – og jeg fatter det ikke, og må lægge djævelen ned i den kasse som hedder: - kassen over ting jeg ikke fatter, men som jeg selvfølgelig ikke afviser, for hvad ved dog jeg.

Det er vigtigt, synes jeg for at være et troende menneske, at man har sådan en kasse. Afgørende er netop, at man ikke afviser rigtigheden af de ting som man ikke forstår, men at man accepterer dem, og vender sig mod de ting, som man faktisk føler at man er fortrolig med i sin tro.

Og så er livet og troen jo et arbejde, en lang indsats for at blive klogere på alt det som ligger i kassen over uforståelige ting. Men alle mennesker og alle troende har sådan en kasse – og det at man har sådan en kasse, det betyder ikke at man ikke er troende, tværtimod. Når bare kassens navn er, at det sikkert er muligt, selv om man ikke på nogen måde begriber hvordan.

Prøv at lave den lille test på jer selv. Glæd jer over de streger i kan sætte. De er guld værd. De sætninger som i tager til jer, de er jeres holdepunkter. I de punkter fandt i jeres tro, ligesom Thomas fandt sin.

Skal vores tro så være bedre? Ja, det er jo den opgave som vi sættes ind på i dåben, at vi vokser i tro og hellighed, så selvfølgelig skal der arbejdes. Vi skal da udforske de punkter som vi ikke føler, at vi kan understrege, de skal da have kamp til stregen, men vi skal altid som kristne glæde os over den tro som vi har. Vi skal altid være glade for den tro som vi har, og så er spørgsmålet: - er den lille tro nok? Er det nok kun at tro lidt og at have alt for meget liggende i kassen? Ja, det er nok.

Gud ved, at det er svært for os. Gud ved udmærket godt, at vi ikke kan overskue mere end vi kan. Gud glæder sig, over de ting, som vi tror på i hans navn, og hvis vi ikke får svarene på de sidste ting her i livet, så vil han give os svarene på den anden side. Det afgørende er at vi tror på Gud, og mener at vi har en god og kærlig far i himlene, det står ikke i trosbekendelsen, men det står i min trosbekendelse. Jeg har en god og kærlig far i himlene. Om så alt andet bliver lagt i kassen, så tør jeg at gå Gud i møde på den spinkle tro. Amen.   

Bøn 

Lad os bede Gud om håb, for kun stærke mennesker med håb i hjertet, kan udholde alle vanskeligheder. Lad os bede om den indre glæde, for glæden er det mest truende våben imod alt det onde. Lad os bede om frihed fra hævn og had, om den frihed som er frugt af kærligheden. Lad os bede om frihed fra mistro og mistillid, for kun med tiltro til, at andre vil os det bedste, kan vi trives og være Guds kirke til glæde og gavn i verden.

TÆND ET LYS I KIRKEN

Man er altid velkommen til at gå ind og tænde et lys i kirken. Tømrermester i Haarby, Erik Jørgensen, har skåret en glasplade til døbefonten, hvor lysene står.

Sådan et tændt lys er en lille bøn i sig selv. 

KONCERT FOR FLYGEL

ved Haarby kirkes organist

Jakob Horsbøll Andersen

Udsættes et par uger endnu

Værker af Beethoven, Bach, Rachmaninov,

Chopin og Ravel 

Kommende lørdagsdåb

efterår 2021

18. september kl. 10

6. november kl. 10

 Gudstjenester på Løgismose Kapel 2021

24. januar 8.45

7. marts 8.45

5. april - pilgrimsvandring m. andagt kl. 12.00

30. maj 8.45

29. august 8.45

26. spetember 8.45

31. oktober 8.45

21. november 8.45

24. december Juleaften 14.30

Om Haarby kirke og Løgismose kapel 

                                           ___________________

Haarby kirke stammer fra den store kirkebygningstid under Valdemarerne.

Fund af træværk under koret i forbindelse med en tidligere restaurering, giver dog grund til at mene, at her har ligget kirke endnu længere tilbage, formentlig fra 1000 tallet. 

Haarby kirke er Fyns største landsbykirke med ca. 500 siddepladser. Kirken er bygget i romansk stil.